Fem faldgruber, når du anmelder en bog eller en udstilling

Faldgrube ét: at dømme, før du har set noget

Den mest udbredte fejl i en anmeldelse er, at dommen kommer først. Man åbner bogen eller træder ind i udstillingen med en mening om forfatteren, kunstneren eller genren, og resten af besøget bruges på at samle beviser. Resultatet er en tekst, der kunne være skrevet uden at have set værket. Som billedredaktør ser jeg det ofte, når en anmelder beskriver en fotoserie ud fra pressemeddelelsen i stedet for ud fra billederne. Teksten lyder sikker, men den peger ikke på noget konkret i rummet eller på siden.

Et simpelt greb hjælper: skriv de første noter, før du kender din konklusion. Noter, hvad du faktisk ser, hvor blikket falder først, og hvor du mister tråden. Det kan være en enkelt sætning i tredje kapitel eller et billede, der hænger for lavt. Senere kan du sortere noterne og finde ud af, hvad de peger mod. Dommen vokser så ud af det, du har oplevet, og ikke omvendt. Læseren mærker forskellen med det samme, fordi teksten har detaljer, som ikke kan findes i nogen pressemappe.

• Skriv noter, før du ved, hvad du mener
• Læs eller se værket, ikke omtalen af det
• Gem førstehåndsindtrykket, også når det er ubehageligt

Faldgrube to: referatet, der æder anmeldelsen

Mange anmeldelser bruger to tredjedele af pladsen på at fortælle, hvad værket handler om. Læseren får et handlingsreferat eller en rundtur gennem udstillingens rum, og først til sidst kommer en enkelt vurderende sætning, som næsten føles vedhæftet. Et referat er nødvendigt i små doser. Læseren skal vide, hvad der tales om, men ikke mere, end der skal til, for at din vurdering giver mening. Resten af pladsen hører til det, som kun du kan give: hvordan værket virkede, hvorfor, og hvad det kostede eller gav dig at møde det.

Prøv at læse dit udkast igennem og streg alle afsnit under, som kunne stå i en omslagstekst eller en udstillingsfolder. Det, der er tilbage, er din anmeldelse. Hvis der næsten ikke er noget tilbage, har du skrevet et resumé og ikke en kritik. En god tommelfingerregel er, at hvert afsnit skal indeholde både en iagttagelse og en vurdering. Fortæller du kun, hvad der sker, mangler teksten stemme. Vurderer du uden at pege på noget, mangler den grund under fødderne.

• Giv kun så meget referat, som vurderingen kræver
• Streg det ud, der kunne stå i en folder
• Lad hvert afsnit rumme både iagttagelse og vurdering

Faldgrube tre: tomme ord som stærk og rørende

Ord som stærk, vigtig, smuk og rørende føles som en vurdering, men de siger næsten intet. Læseren kan ikke se, hvad der er stærkt, eller hvem det rører. Sådanne ord er en genvej forbi det besværlige arbejde med at finde ud af, hvad der egentlig virker. Når jeg redigerer en tekst, sætter jeg et spørgsmål i margenen ved hvert af dem: hvordan kan jeg se det? Svaret er næsten altid en detalje, som forfatteren allerede har set, men ikke har skrevet ned. En bogs tavse slutning, et portræt hvor modellens hænder er skarpere end ansigtet.

Det konkrete kræver mere plads og mere tålmodighed, men det er det, der gør en anmeldelse brugbar. Beskriver du, hvorfor et billede holder dig fast, kan læseren selv afgøre, om det også ville holde ham eller hende. Det betyder ikke, at du aldrig må bruge et vurderende ord. Det betyder, at ordet skal følges af en grund. Skriv stærk, hvis du derefter viser, hvad styrken består i, ellers lad ordet blive i notesbogen.

• Spørg ved hvert vurderingsord: hvordan kan jeg se det?
• Erstat adjektiver med den detalje, der udløste dem
• Lad ordet stå, hvis en grund følger lige efter

Faldgrube fire: at anmelde det værk, du ville have ønsket dig

En klassisk fejl er at bebrejde værket, at det ikke er en anden bog eller en anden udstilling. Anmelderen savner mere historie, mere tekst, flere billeder af en bestemt slags, og dommen bliver en liste over det, der ikke er der. Et værk skal vurderes på sine egne præmisser. Det kan sagtens være, at præmisserne er svage, men først skal du forstå, hvad værket forsøger. En lille udstilling om ét enkelt motiv har ikke svigtet, fordi den ikke dækker hele emnet.

Stil dig selv to spørgsmål, før du skriver kritikken: hvad vil værket, og lykkes det? Det første kræver, at du lytter. Det andet kræver, at du tør være uenig, men på værkets eget grundlag. Savn har stadig en plads i en anmeldelse, hvis det er sagt ærligt og som dit eget. Skriv, at du savnede noget, og forklar hvorfor, men lad det ikke blive selve dommen. Læseren har brug for at vide, hvad der er, før han eller hun hører om det, der ikke er.

• Spørg først, hvad værket vil, derefter om det lykkes
• Hold savn adskilt fra svigt
• Vær uenig på værkets eget grundlag

Faldgrube fem: at glemme læseren, der ikke var der

Mange anmeldelser skrives til de få, der allerede har set værket. Man refererer til scener, motiver og navne, som om læseren var med i rummet, og tonen bliver indforstået. Den, der ikke har set udstillingen, står udenfor. Husk, at de fleste, der læser en anmeldelse, ikke har oplevet værket endnu og måske aldrig vil. De vil gerne vide, om det er værd at bruge tid på, og de vil have en fornemmelse af, hvordan det er at møde det.

Skriv derfor, så en fremmed kan følge med. Beskriv det, du taler om, med få præcise ord, og lad ikke vigtige pointer hvile på forudsætninger. En god anmeldelse kan læses med udbytte af både den, der har været der, og den, der aldrig kommer. Læs til sidst teksten højt for en, der ikke kender værket. Hvor vedkommende tøver eller spørger, mangler der en forklaring. Det er en enkel test, og den afslører hurtigt, hvor du skrev til dig selv.

• Skriv til den, der ikke har set værket
• Beskriv kort det, du refererer til
• Test teksten på en læser uden forhåndskendskab

Et tjek, du kan gøre inden aflevering

Før du afleverer en anmeldelse, så gå den igennem som en fremmed ville. Er der en konkret iagttagelse i hvert afsnit? Kan du pege på, hvor dommen kommer fra? Er der mere end én sætning, som kun fortæller, hvad værket handler om, uden at vurdere det? Spørg også, om du har givet værket en fair chance. Havde du set det uden forudfattet mening, og har du vurderet det på dets egne præmisser? Hvis du kan svare ja, er du et langt stykke af vejen.

Sidste skridt er at lade teksten ligge en nat. Næste morgen ser du tydeligt de steder, hvor du pyntede med store ord eller skyndte dig forbi det svære. Ret dem, og aflever, når teksten kan stå på egne ben. Anmeldelsens opgave er ikke at have det sidste ord om et værk, men at åbne døren for læseren. Jo mere konkret og redeligt du skriver, desto bedre fungerer den som den slags dør.