Fem fejl i studielyset og hvordan du undgår dem
Mette Hansen går gennem de fejl, der oftest præger lyssætning i studiet, fra for hårdt lys til glemte skygger, og viser, hvordan du ser dem og retter dem.
5 min. læsetid
Lyset er større end kameraet
Når jeg læser billeder til magasinet, falder jeg ofte over den samme misforståelse: at et godt portræt starter med en dyr krop eller en lys linse. Det gør det sjældent. Det starter med lyset, og især med hvor stor og hvor tæt lyskilden er på modellen. En lille, hård kilde langt væk giver skarpe skyggekanter og en hud, der ser flad og træt ud.
Mange begynder derfor i den forkerte ende og køber udstyr, før de har set, hvad ét vindue kan. Prøv at stille en person ved et nordvendt vindue en overskyet eftermiddag og se på, hvordan skyggerne blødt falder af mod kinden. Det er en lille øvelse, men den lærer dig mere om lyskvalitet end en uge med menuer og indstillinger.
Den første fejl er altså at tro, at udstyr løser et lysproblem. Den rettes ved at lade lyskilden vokse i forhold til motivet, rykke den tættere på og se, hvad der sker med overgangen mellem lys og skygge.
- Stor og tæt lyskilde giver blødere skygger
- Prøv først med et vindue, før du køber noget
- Se på skyggekanten, ikke på lysmåleren
Alt for hård nøglelampe
Den næste fejl er beslægtet. En nøglelampe uden blødgører, sat i samme højde som øjnene, tegner hver pore og hver rynke og æder samtidig ansigtets rumlighed. Resultatet ligner et pasfoto, selv når komposition og blik ellers fungerer. Mange mener, at de så må flytte lyset væk for at dæmpe det, men afstanden gør kilden mindre, og dermed hårdere.
Bedre er at tage en softbox eller et stykke diffust stof og føre det helt tæt på, lige uden for billedkanten. Så bliver kilden relativt stor, og huden får en rolig tegning. Hæv lampen en smule over øjenhøjde og drej den lidt til siden, så der opstår en lille trekant af lys under det ene øje.
Jonas Kristensen, som skriver om håndværket hos os, siger ofte, at man skal lade lyset modellere, ikke afsløre. Den tanke er værd at have i baghovedet, hver gang du løfter en lampe.
- Bring blødgøreren helt tæt på modellen
- Placer lampen lidt over øjenhøjde og drejet til siden
- Kontrollér, at lyset former ansigtet frem for at afsløre det
Glemte skygger og en sort baggrund
Tredje fejl er at tænke på lys og glemme skyggen. Et ansigt uden nogen skygge bliver flydende, men et ansigt med alt for dybe skygger mister øjne og mundvige. Her hjælper en enkel hvid flade, en reflektor eller blot et stykke karton, holdt på modsat side, så mørket får lidt at hvile i. Det er den tilbageholdte fyldning, der giver ro.
Baggrunden snyder også mange. En grå væg ser ud til at være neutral, men tæt på lyskilden bliver den lys og urolig, mens den langt væk falder til næsten sort. Tænk baggrunden som en egen lysflade: hvor langt står modellen fra den, og hvad rammer den af spildlys?
Hvis du synes, at motivet drukner, så flyt modellen en meter frem og se, hvordan baggrunden roligt trækker sig tilbage. Det koster ingen penge og tager et minut.
- Brug en reflektor eller hvidt karton til fyldning
- Behandl baggrunden som en selvstændig lysflade
- Flyt modellen frem, før du rører ved lampen
Farven, der slår fejl
Fjerde fejl er farvetemperaturen. Blander du dagslys fra vinduet med en glødepære i loftet, får ansigtet både blå og gule kanter, og ingen efterbehandling redder det helt. Det ser man ofte i billeder taget i hjemmet og i små studier, hvor man har tændt alt, hvad der var.
Sluk alle lyskilder, du ikke har valgt, og hold dig til én slags lys ad gangen. Vælg en hvidbalance, som passer til den kilde, du bruger, og stol ikke blindt på automatikken, som skifter fra billede til billede og gør en serie ujævn.
Når et sæt portrætter skal hænge sammen, er det netop denne ensartethed, der giver serien sin stemme. Jeg har set mange gode billeder, som mistede deres fælles tone, fordi lyset skiftede uden nogens beslutning.
- Sluk blandet lys, du ikke selv har valgt
- Lås hvidbalancen ved en serie
- Tjek hudtonen på skærmen, ikke kun på kameraet
At glemme mennesket i rummet
Den femte fejl er den, jeg holder mest af at skrive om, fordi den ikke handler om teknik. Man fylder studiet med lamper, stativer og kabler og glemmer, at modellen står der og kan føle sig iscenesat. Et stift blik i et perfekt lys er stadig et stift blik. Lad derfor modellen vænne sig til rummet, før du tager det første billede.
Tal med personen, mens du justerer, og vis hvad lyset gør. Når man forstår, hvorfor man bliver bedt om at dreje hovedet en smule, slapper skuldrene af. Det er ofte billederne efter den første halve time, der bærer noget.
Studielyset er et håndværk, men det betjener et møde mellem to mennesker. Når man tager det alvorligt, bliver teknikken stille, og blikket får plads.
- Giv modellen tid til at vænne sig til rummet
- Forklar, hvad lyset gør, mens du justerer
- Gem tiden efter de første minutter til de bedste billeder
Fejlene i studielyset er sjældent dramatiske. De er små valg, der gentages: en lampe for langt væk, en baggrund uden omtanke, to lyskilder med hver sin farve. Ret dem én ad gangen og se på billedet efter hver ændring. Det er den langsomme læsning af lyset, jeg ønsker for dig, og som vi vender tilbage til i magasinets øvrige tekster om studiet og håndværket.
Send os en besked
Pr. e-mail: redaktion@notique.dk