Hvad betyder 'tone' i en anmeldelse, og hvorfor fylder det så meget

Et ord, der bliver brugt uden forklaring

Når en redaktør skriver i margenen, at en anmeldelse har 'den forkerte tone', ved de fleste skribenter nogenlunde, hvad der menes, men kan sjældent sætte ord på det. Jeg er uddannet fotograf og kommer fra studiet, ikke fra litteraturen, så ordet ramte mig første gang som noget næsten lydligt. Her på magasinet bruger vi det dagligt, og jeg vil derfor forklare det i almindeligt sprog, så du kan genkende det, når du læser.

Tone er ikke det samme som mening. To anmeldere kan være lige begejstrede for den samme bog og alligevel skrive med helt forskellig stemme. Den ene taler som en ven, der anbefaler noget over et bord. Den anden som en lærer, der gennemgår en opgave. Meningen er den samme, men læseren møder to forskellige mennesker, og det er den forskel, ordet tone dækker over.

Hvor tonen faktisk kommer fra

Tonen sidder ikke i ét bestemt sted i teksten. Den opstår af mange små valg: hvilke ord du vælger, hvor lange sætningerne er, om du skriver 'jeg' eller gemmer dig bag 'man', og hvor hurtigt du kommer til dommen. En anmeldelse, der åbner med en karakter, har en anden tone end en, der begynder med en iagttagelse af værkets første side.

Jeg plejer at sige, at tonen er summen af det, anmelderen undlader at råbe. Et ord som 'katastrofal' sætter tonen med det samme. Et ord som 'uforløst' åbner for, at læseren selv når frem til det. Begge kan være ærlige, men de inviterer læseren ind på vidt forskellige måder, og det mærker man, selv uden at kunne pege på sætningen.

• Ordvalg: skarpe adjektiver mod nøgterne beskrivelser
• Sætningslængde: korte udsagn føles som domme
• Pronomener: 'jeg' åbner, 'man' holder afstand
• Rækkefølge: dom først eller iagttagelse først

Tonen over for værket og over for læseren

Der er faktisk to retninger at holde styr på. Den ene går mod værket: er anmelderen nysgerrig, utålmodig, ærbødig eller sarkastisk over for det, der anmeldes? Den anden går mod læseren: antager teksten, at du allerede kender feltet, eller tager den dig i hånden? En tekst kan være mild mod værket og samtidig nedladende mod dig, og det er sjældent med vilje.

Når jeg læser udkast fra andre på redaktionen, tjekker jeg begge retninger hver for sig. Ofte findes problemet i den anden. En anmeldelse af en fotobog kan være klog og retfærdig over for fotografen, men skrevet i et indforstået sprog, der lukker læseren ude. Så er tonen forkert, selv om vurderingen er rigtig.

Et lille eksempel fra studiegulvet

Forestil dig to sætninger om den samme udstilling af portrætter. Den første lyder: 'Billederne er kolde og livløse.' Den anden: 'Billederne holder modellen på afstand, og jeg savnede et øjeblik, hvor nogen kigger tilbage.' Begge siger, at noget mangler, men den anden fortæller også, hvad anmelderen så, og hvor vedkommende stod, da hun så det.

I mit eget håndværk kender jeg det fra lyssætning. Hårdt lys og blødt lys kan begge være rigtige, men de fortæller forskellige historier om den, der sidder foran kameraet. Tonen i en tekst er lyset omkring værket. Den afgør, hvad læseren kan se, og hvilke skygger der falder, og det er et valg, selv når man ikke har truffet det bevidst.

Sådan får du øre for tonen

Den bedste øvelse er at læse en anmeldelse højt. Det lyder gammeldags, men ørerne opdager, hvad øjnene springer over: hvor teksten bliver belærende, hvor den smigrer, og hvor den bliver forlegen. Prøv bagefter at omskrive en enkelt afsnit i en anden tone, uden at ændre en eneste vurdering. Du vil opdage, hvor lidt der skal til, og hvor meget det ændrer.

Du kan også sammenligne to anmeldelser af det samme værk og undre dig over forskellen, før du dømmer den. Spørg, hvem der taler, til hvem, og hvad vedkommende vil have, at du føler. Det er ikke en hemmelig teknik, men en vane. Efter nogle uger begynder man at høre tonen, før man har læst første linje færdig.

Hos os gør vi det til en fast del af redigeringen: ingen tekst går videre, før mindst to har læst den op og er enige om, at stemmen passer til værket.

• Læs teksten højt og markér, hvor du snubler
• Omskriv ét afsnit i en anden tone, uden at ændre vurderingen
• Spørg: hvem taler, og til hvem?
• Sammenlign to anmeldelser af det samme værk

Hvorfor det betyder noget for dig som læser

Tonen afgør, om du stoler på anmelderen. Ikke fordi den er et bevis, men fordi den viser, hvordan vedkommende tænker. En jævn, konkret tone gør det lettere at være uenig på et oplyst grundlag, for du kan se, hvad meningen bygger på. En høj, sikker tone beder dig bare om at tro på den.

Derfor stræber vi efter en rolig stemme, hvor vi kan. Ikke for at undgå skarphed, men for at lade værket tale først. Når du næste gang lægger en anmeldelse fra dig med en fornemmelse af, at den var 'et eller andet', så prøv at finde ud af, om det var tonen. Ofte er det.